Gå til indhold
Borgertilfredsheden har været faldende siden 2020

Pressemeddelelse -

Borgertilfredsheden har været faldende siden 2020

EPSI Rating har spurgt borgerne i de danske kommuner om deres tilfredshed med den kommunale service og om de kan anbefale andre at flytte til kommunen. Undersøgelsen har publicerede resultater for 76 ud af 98 kommuner og baserer sig på 8975 interviews udført i efteråret 2023.

Danskernes kommunetilfredshed har i gennemsnit været faldende siden 2020.

I 2023 er den gennemsnitlige borgertilfredshed med de kommunale services på 61,0 på en skala fra 0-100. Det er et fald på 0,9 indekspoint fra 2022 og det laveste niveau på tilfredshed der er set siden 2014.

I 2021 lå tilfredsheden på 64,7 mens den i 2022 lå på 61,9.

Niveauet for tilfredsheden i 2023 er altså på et lavpunkt i forhold til de foregående år.

”I 2023 er niveauet for borgertilfredsheden på det hidtil laveste niveau. Særligt skolestruktur og lukningstruede skoler er emner der møder modstand fra borgerne og som lader til at påvirke tilfredsheden. Derfor er det også godt at se enigheden blandt politikerne om, at de unges trivsel er en fælles udfordring for stort set alle kommuner” siger Sofie Breum, landechef i EPSI Rating Danmark.

Kulturtilbud og grønne tiltag skaber tilfredshed

Mange af de mest tilfredse borgere nævner kommunernes bæredygtige initiativer. Derudover er kommunernes kulturtilbud med til at gøre borgerne tilfredse.

Generelt fald i borgertilfredsheden i danske kommuner

Herunder præsenteres de 10 kommuner, hvor borgerne er mest tilfredse med den kommunale service, samt de 10 kommuner som den største andel borgere vil anbefale andre at flytte til.


I top 10 over borgernes tilfredshed med den kommunale service er der igen i år blevet rokeret rundt på stillingen.

Gladsaxe Kommune ligger i top med en borgertilfredshed på 74,3, hvilket er en stigning på 8,0 indekspoint.Lemvig, der indtog sidste års første plads, falder i år med 13,0 indekspoint til en tilfredshed på 66,4.

Udover Gladsaxe Kommune har Gentofte opnået en stærk stigning i borgertilfredshed med en forbedring på 2,4 indekspoint, og sikret sig en andenplads med en borgertilfredshed på 69,7.

Den højeste stigning hos en kommune i år ses hos Skanderborg Kommune med en forbedring på 10,8 indekspoint og en borgertilfredshed på 65,7 (på en 11. plads), efterfulgt af Greve Kommune der stiger med 10,2 indekspoint og sikrer sig en femte plads med en tilfredshed på 68,5.

En score under 60 betragtes som en lav vurdering. En score mellem 60 og 75 betragtes som værende tilfredsstillende, mens scores på 75 og over betragtes som meget høje. Når man kigger på toppen og bunden af dette års måling, så ser man et stort spænd. Den laveste måling i år er på 42,2. Det er en forskel på 32,2 indekspoint fra den højeste måling.

Borgerne i Gladsaxe Kommune er især tilfredse med kommunens fokus på børn og unge.

God kommune med fokus på børn” (29 år)


”Vi har 4 børn, men alle vores børn er alle sammen vokset op her, og det er en meget børnevenlig kommune. Alt i alt er det en god kommunal service.” (59 år)

Gentofte Kommune vinder især hos den ældre del af borgerne.
”Det er en kommune der er pensionist-venlig, med mange tilbud for de ældre både kulturelt
og andet.” (72 år).

Jeg kan bare sige det er den bedste kommune man kan bo i, da alt er i orden, de tager vare på alt, det er en dejlig kommune” (68 år).

Størst tilfredshed blandt unge og ældre

De unge borgere under 29 år er igen i år de mest tilfredse med den kommunale service. Den gennemsnitlige borgertilfredshed for gruppen er på 65,4, hvilket er et lille fald fra 2022 på 0,4 indekspoint.

I den unge gruppe er det kvinderne, der er mest tilfredse med deres kommune. Ser man på de resterende grupper, er det generelt mændene der er mest tilfredse.

Den næstmest tilfredse gruppe er de 60+ årige, der i 2023 har en gennemsnitlig tilfredshed på 61,3, som også falder 1,3 indekspoint sammenlignet med 2022.

Opsplitningen på køn og alder viser, at kvinderne i aldersgruppen 45-59 år er mest utilfredse med deres kommune. Normalt er det aldersgruppen 30-44 år, der er mest negative, men det er ikke tilfældet hos borgertilfredsheden.

Geografiske forskelle – de fem største byer

Undersøgelsen viser, at der er forskel i tilfredsheden med den kommunale service og anbefalingsgraden mellem de fem største byer i Danmark; København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.

I år findes den højeste tilfredshed hos Aarhus kommune med en score på 63,9 og en anbefalingsgrad på 80%. Dette er i år den højeste stigning i tilfredshed blandt storbyerne med 2,4 indekspoint. Aalborg, Esbjerg og Odense oplever fald på borgertilfredsheden, og det er kun København og Aarhus der oplever en stigning i 2023 målingen. Aalborg kommune får næsthøjest score på 63,6, men oplever et fald på -2,0 indekspoint. København får i år en tredjeplads og er den eneste kommune, udover Aarhus, som stiger på tilfredsheden i år til en score på 61,8.

Esbjerg kommune falder i år til fjerde pladsen fra første pladsen i 2022 med en score på 61,2, hvilket er et fald på -5,8 indekspoint. Dog oplever de en stigning på 3% på anbefalingsgraden (81%).

Odense er i år den storby med både lavest borgertilfredshed (58,3) og anbefalingsgrad (72%).

Nedenfor ses de fulde lister over tilfredsheden med den kommunale service og anbefalingsgraden for alle de undersøgte kommuner i 2023 og 2022. Kommunerne er rangeret i faldende rækkefølge.



EPSI Rating Danmark er en del af  EPSI Rating Group, som er ejet af Institutet för Kvalitetsutveckling, SIQ. EPSI Rating Group udfører undersøgelser i flere lande, både i Norden og i Europa, og EPSI Rating er en del af det europæiske netværk. Institut for Kvalitetsudvikling er en nonprofit-stiftelse med den opgave at fremme kvalitetsudviklingen i Sverige ved at skabe, samle og sprede viden om kvalitetsudvikling. 

EPSI Rating hjælper virksomheder videre fremad

EPSI Rating Danmark leverer handlingsorienterede indsigter - vi stiller skarpt på kunder, borgere m.fl. - og hjælper virksomheder og samfund med at fokusere på de ting, der er vigtigst i interessenternes øjne.

EPSI Rating
Nybrogade 12
1203 København K